Skip to the content

Viborg udpeget som national kulturtalentkommune

Kulturministeriet har udpeget Viborg som en af seks kulturtalentkommuner i Danmark. Med udpegningen følger en million kroner, som Kulturskolen Viborg vil bruge på at udvikle det kunstneriske talentforløb ArtGK. 

Det er Kulturskolen Viborg, der står bag ansøgningen til Kulturministeriet, som nu giver flere børn og unge i Viborg Kommune mulighed for at gøre drømmen om at blive musiker, forfatter, skuespiller eller kunstner til virkelighed.

Når flere drømme nu kan gøres til virkelighed, skyldes det bl.a. den ambitiøse kulturtalentstrategi, som Kultur- og Fritidsudvalget i Viborg Kommune vedtog i oktober 2018 (link). Strategien er blevet til i et tæt samarbejde mellem udvalgsmedlemmerne og medarbejdere fra både kulturskole og forvaltning.

Formand for Kultur- og Fritidsudvalget, Mads Panny, er meget glad for, at samarbejdet nu har båret maksimalt frugt og siger i forbindelse med udpegningen af Viborg som kulturtalentkommune:

"Midlerne fra Kulturministeriet er afgørende for, at vi kan realisere vores kulturtalentstrategi - både for bredden og for talenterne. Vores mål er at nå 10.000 børn og træne/udvikle det enkelte talent i 10.000 timer gennem struktureret faglig og personlig udvikling. Dermed får børn lige så gode muligheder for at udvikle sig indenfor kulturen, som de allerede har indenfor sporten"

Han tilføjer, at ambitionen er at sikre, at den nye model for kulturel læring implementeres i Viborg Kommune i fuld skala fra skoleåret 2021/2022. 

En god hverdag for unge talenter

Det er Kulturskolen Viborg, der kommer til at stå for udviklingen af det kulturelle talentprogram ArtGK, hvor der er fokus på både bredde, dybde og diversitet. Her kommer den nyeste viden og erfaring fra f.eks. sportens verden til at spille en vigtig rolle, fortæller kulturskoleleder Lene Rikke Bresson:

"Vi skal arbejde med både de faglige og de personlige kompetencer, for vi ved, at passion og vedholdenhed er afgørende for, om man når sine mål. Og så skal vi sammen med vores samarbejdspartnere skabe en sammenhængende hverdag for talenteleverne". 

Kulturskolens kunstneriske talentforløb

ART GK er Kulturskolen Viborgs talentforløb for dig, som er mellem 15 og 25 år og har lyst til at fordybe dig i billedkunst, scenekunst, skrivekunst eller musik og samtidig udvikle dig personligt. Du kan gå i skole eller have et arbejde ved siden af, men ART GK kræver tid, kræfter og motivation.

ART GK er en del af Viborg Kommunes Kulturtalentstrategi, som du kan læse her.

BGK - Billedkunst

BGK forbereder dig til optagelsesprøve på de kunstneriske uddannelser, og undervisningen giver dig et grundigt kendskab til billedkunstens mange fagområder som tegning, grafik, foto, design og installation. Du får nøgle til værkstederne og mulighed for at arbejde, når det passer dig. 

SGK - Scenekunst

SGK er for dig, der brænder for musical, dans og teater, og som overvejer at skabe dig en levevej i faget. I et godt miljø med mange ligesindede bliver du undervist i fag som stemmetræning, korsang, dans og drama. Og du får hjælp til at modne dig selv som scenekunstner. 

FGK - Skrivekunst

På forfatterkurset FGK får du en masse teknikker til at arbejde med dine tekster. Du får undervisning i sprog, redigering og formidling, i at skabe struktur i dine fortællinger og i at omsætte fantasi til tekst. Forfatterkurset er for dig, som har erfaring med at skrive og lyst til at udvikle dig endnu mere. 

MGK - Musik

På MGK kan du vælge linjerne klassisk musik, rytmisk musik eller musikproduktion med fx sangskrivning eller elektronisk musik som hovedfag. På alle linjerne møder du højt kvalificerede og engagerede undervisere og har fag som hørelære, musikteori og kor. Og så gør vi meget ud af at lyttet til dine ønsker og idéer undervejs.