Skip to main content

Menu

Susanne Klausen

Jeg er uddannet med musikpædagogisk diplomeksamen fra Vestjysk Musikkonservatorium med tværfløjte som hovedfag og sang som bifag. I min studietid har jeg været vidt omkring og fået lov til at prøve kræfter med mange forskellige grene af musikken: symfoniorkester, kammermusik, opera, barok og selvfølgelig soloværker. Jeg har også haft et år i London hvor jeg studerede piccolofløjte og travers (barokfløjte)

Jeg er en meget aktiv kammermusiker med flere ensembler i forskellige genrer: 
De 3 Fløjter, som er en fløjtetrio, der specialiserer sig i at præsentere de mest kendte klassiske værker i en lidt anderledes form. Vi får arrangeret værkerne for tre fløjter af en verdenskendt komponist - Steve Dobrogosz - og krydrer koncerterne med anekdoter om musikken og komponisterne.

Trio Solis er en jazztrio med klaver, kontrabas og fløjte. Vi er ansat til at medvirke ved gudstjenester og kirkelige aktiviteter i Viborg Domprovsti. Klaveret trakteres af Lone Brix Hessellund, som også er lærer på Kulturskolen Viborg og kontrabassen tager Jesper Carlsen sig af - han er tidligere lærer på Kulturskolen.

TrioAmore er en baroktrio, med Margrethe Smedegaard, sang; Rita Rozko, orgel og så selvfølgelig mig på fløjte. Vi tager udgangspunkt i barokmusikkens velklingende univers og laver koncerter med formidling og de skønne melodier som omdrejningspunkt.

Trimusa er en helt nystartet trio med Trine Jensen-Gadegaard på saxofon, Muriel Cellier på cello og undertegnede på fløjte - og hvis I synes de to første navne lyder bekendt, er det fordi, de også er lærere på Kulturskolen. Vi er faldet for den lidt usædvanlige instrumentsammensætning, og spiller værker fra hele musikhistorien - fra middelalderen til nutiden.
Derudover arbejder jeg freelance og deltager i mange koncerter med bl.a. lokale organister og kor.

Mit pædagogiske virke tager udgangspunkt i, at det skal være sjovt at spille musik! Jeg møder eleven i vores fælles interesse og det er meget centralt for mig som lærer, at den gode relation prioriteres højt - man lærer bedst, når man trives!  Jeg er meget optaget af, at finde ind til den enkelte elevs læringspotentiale og bruger mange forskellige læringsmetoder - vi lærer alle på forskellig måde! 

Vi spiller mange forskellige slags musik, laver sammenspil med andre instrumenter og har hvert år mindst to projekter hvor hele fløjtegruppen spiller sammen til en elevkoncert. I timerne kommer vi rundt om alle musikkens aspekter; nodelæsning, klang, udtryk, musikteori og musikhistorie.

Susanne Klausen

Email : sukl@ksviborg.dk

Telefon : 22888913

Underviser i:
Musik, Fløjte, Klassisk Sammenspil, Kulturspor

Kontakt

ArtGK

Kulturskolen Viborg
Grønnegade 2
8800 Viborg

+45 87873666
kulturskolen@viborg.dk

Åbningstider

Kontor og telefon

Mandag 13.00 - 15.00

Tirsdag 13.00 - 15.00

Onsdag 10.00 - 12.00 & 13.00 - 15.00

Torsdag 13.00 - 16.00

Fredag - søndag Lukket