Skip to the content

Banegården

Min yndlingsting ved mit værelse er min vindueskarm. Den er bred nok til, at man kan sidde på den og kigge ud af vinduet. Jeg har værelse på 1. sal, og jeg har udsigt over banegården. Jeg sidder ofte og kigger ned på den.

Da jeg var mindre, kiggede jeg altid på bygningen. Den er egentlig ikke særlig pæn, men den betyder noget særligt for mig. Den har altid været der, og jeg kender den ud og ind. Jeg plejede at tegne den. Jeg har to mapper fyldt med tegninger af banegården. Jeg ved stort set alt om bygningens arkitektur og dens historie.

Men det blev kedeligt. Det er ikke det, der interesser mig nu. Det er menneskene.

Med menneskene mener jeg de mennesker, som opholder sig på banegården. Dem som kommer og går, tager toget eller vender hjem.

Når jeg sidder i min vindueskarm, sidder jeg og kigger på menneskene. Det lyder mærkeligt - tro mig, det synes jeg også selv - men det er ikke på stalker-måden. Jeg kigger på dem, analyserer deres stil, holdning, og opførsel, inden jeg laver historier om dem. Jeg skriver ikke historierne ned, eller fortæller dem til nogen, men det er sjovt alligevel. På den måde er jeg også blevet god til at aflæse andre.

De har alle sammen en historie. Jeg læste engang i en bog, at alle er helten i deres egen historie.

Kvinden i den gule frakke har også en historie.

Hun står stille og kigger ud i luften. Hun har ikke en taske med. Hun tager sin mobil op af jakkelommen på den gule frakke og kigger på den. Så lægger hun den tilbage i lommen, smiler og stirrer igen ud i luften. Hun venter nok på nogen. Måske skal hun snart mødes med sin barndomsveninde, som flyttede væk, da de var yngre. Måske mødtes de i sandkassen, før de begge kunne sige ret meget. Så blev de bedste venner i børnehaven og startede i samme klasse. De var sammen i hvert eneste frikvarter, og de fortalte hinanden alting. En dag fortalte veninden, at hun skulle flytte til en anden by. De lovede selvfølgelig at holde kontakten, og det gjorde de da også, men de så ikke hinanden lige så ofte, som de ville. De ser kun hinanden et par gange om året, og nu er tiden endelig kommet igen.

Der kommer en mand gående. Han har et gråt jakkesæt på og trækker en lille, sort kuffert efter sig. Hans hår er klippet i en kort og stram frisure, og han ser vigtig ud. Han ligner en form for forretningsmand. Han skal nok til møde. Jeg tror, han skal med toget til hovedstaden, hvor han skal præsentere det projekt, han har arbejdet på. Hvis det går godt, skal han fejre det med sine kollegaer. Han er egentlig ikke selv så meget til fester, så han tager tidligt hen til sit hotel. Dagen efter tager han toget hjem til sin familie, som består af ham, hans kone og deres to yndige piger.

Jeg ved ikke, hvordan jeg finder på historierne, men de popper bare ind i mit hoved. Jeg ved selvfølgelig ikke, om jeg har ret, men det er sjovt alligevel. Nogle gange ville jeg godt vide, om jeg havde ret. Jeg får aldrig svaret, og det har jeg det også okay med. Det er jo bare historier, og det ville sikkert ødelægge dem, hvis jeg kendte sandheden.

Vigga Ejgod Andreasen

Jeg skriver, fordi jeg har en masse idéer, som jeg bliver nødt til at få ned på papir, og fordi jeg altid har elsket historier og bøger.