Skip to the content

Jeg er faret vild

i min hjemstavn

hvor jeg hører til

hvor jeg altid har boet

jeg mærker en dyb angst

når mørket omslutter mig

forvandler hjemmet

til en fremmed

presser luften ind

i mine øjne

blænder mig med tomhed

gennem glasset

trøster billedet af mennesker mig

prikker til ensomheden

i min mave

vækker den fra dens døs

når nu det er nat

for under solens lys kan man blændes

men i mørket er vi alle alene

Frederikke Buhl