Skip to the content

Jeg sidder med hovedet låst fast til min bog,
ordene svæver mellem hinanden.
Jeg vil aldrig stoppe.

Min drøm bliver afbrudt da jeg når sidste side.
Jeg vender tilbage til virkeligheden,
hvor jeg ser min søster.

Hun står blind og stirrer ud i intetheden,
men det ændres hurtigt,
et smil strejfer hendes ansigt,
ikke det normale søde smil, fra` Far til fire`
men et skummelt, nysgerrigt og næsten farligt
smil.
Smilet som aldrig vil føre til noget godt.

Hun løber. Hun løber ind i skoven.
Jeg følger efter hende. Jeg løber.
Jeg vil ikke lade hende gå.
Jeg løber så hurtigt jeg ikke når at se
hvor jeg placere fødderne.
hvert skridt er tungt. Som om jeg synker,
hver gang mine fødder rammer jorden.

Et sidste skridt og jeg falder.
Jeg har lukkede øjne. 
Jeg venter på at ramme jorden,
men min tunge og udmattede krop svæver.
Jeg åbner øjnene og ser jeg falder.

Jeg bliver ved med at falde.
Ved med at falde mod bunden, men jeg tvivler.
Mine tanker vrider sig mellem hinanden.
Hvordan kan man falde mod bunden, 
Hvis den ikke er der?

Vægten er uudholdelig.
Min krop er som tusinde kampesten.
Alt er uendeligt tungt,
Mine øjenlåg
de falder langsomt i, men jeg kæmper,
kæmper for at holde mig vågen.

Hvis min søster skulle komme.
Men hvorfor skulle hun komme?
Jeg ved ikke hvad der gik af mig.
Den trang, efter at komme hen til hende.
Jeg må kæmpe videre, jeg må finde hende.

Det på ingen tænkelig måde retfærdigt.
Inden jeg ved af det, er jeg overvundet.
Søvnen tager sit greb om mig,
Og holder fast.

Min Søster står der. Hendes hår er sat op i en knold. Hun smiler- denne gang som i en `Far til fire`, præcis ligesom dengang før hun blev syg. Hun virker næsten yngre, som om det aldrig er sket. Hun vinker, guider mig hen imod sig. Jeg begynder at smide alle de bekymringer væk, som har præget mig lige siden begyndelsen. 
Jeg stopper op omkring 3 meter fra hende, jeg nærmest opsluger hendes blik. Hun kigger hurtigt ned i jorden, så op i luften. Hun begynder at skrige, hun bliver bare ved i det uendelige. Det kommer så pludseligt, mørket opsluger hende, mens jeg ser alle hendes lidelser omklamre hende, alle de forestillinger om hvordan hun har det, jeg synker nærmest i jorden, hun forsvinder fra mig igen, selvom alt jeg ønskede var hun skulle blive…
Jeg kan stadig svagt høre hendes bange og fortvivlede skrig, og begynder desperat at skrige pga. af længslen efter hende, savnet og minderne omkring hende, håbet som er knust i flere tusinde stykker.  Jeg lukker øjnene.

Jenny Catrine Jensen

En blyant på papir gir mere end blot ord. Det giver noget større … Måske en følelse som  begynder én. Jeg skriver blot, fordi der er uendelige veje. Man kan tømme hovedet, bliver ”belønnet” eller søger ly i sin egen verden.