Skip to main content

Kalender

Masterclass for strygere

lørdag 27. april 2019 - kl. 10:00
Sammen med violinist Kristoffer Dolatko inviterer Kulturskolens egen Roberto Sarno til masterclass og koncert for strygerelever, som går på talentlinje eller MGK - eller som har særligt talent og motivation. 

Ved en masterclass spiller hver elev et stykke gennemarbejdet musik og får efterfølgende feedback fra en underviser. Eleverne overværer både hinandens spil og feedback og har på den måde mulighed for at lære af hinandens undervisning. Masterclasses er meget brugt i den klassiske musikverden - også på højeste niveau og hos internationale solister.

Kristoffer Dolatkos og Roberto Sarnos masterclass denne lørdag er en god mulighed for at få feedback af en anden dygtig underviser end din egen. Og det er en mulighed for at prøve at være med til en masterclass i trygge rammer, og dog på et højt niveau. Det kan desuden være en lejlighed til forberede og afprøve dig selv forud for Jacob Gade Violinkonkurrencen, som afholdes i Vejle i maj 2019. 

Om underviserne
Kristoffer Dolatko har undervist på Det Jyske Musikkonservatorium, Aarhus Musikskole, Chetham's School of Music og Birger Sjöberggymnasiet i Sverige. Hans elever har vundet mange priser ved både danske og internationale konkurrencer, og han er kendt som en underviser, der udforsker og afprøver nye metoder indenfor talentudvikling og undervisning af unge musikere.

Roberto Sarno er uddannet suzuki-lærer i USA og Danmark. Han underviser til daglig på Kulturskolen Viborg og Skanderborg Kulturskole og arrangerer hvert år Viborgs Suzuki-sommerlejr. Roberto Sarno underviser og holder desuden foredrag ved kurser og -konferencer i hele Europa og er dybt engageret i talentudvikling med den anerkendte suzuki-metode.



Masterclass for strygere