#Skuespillerworkshop: Karakterens Motivation | Kulturskolen Viborg Skip to main content Skip to footer

#Skuespillerworkshop: Karakterens Motivation

lørdag 28. februar 2026 - kl. 10:00

”Karakterens Motivation” er en workshop for unge med særlig interesse for teater og skuespil, som vil gå mere i dybden og nørde med de teknikker, som skuespillere bruger på scenen.

Workshoppen finder sted lørdag den 28. februar, hvor vi mødes kl. 10:00 – 15:00 i Kulturskolen Viborgs scenekunstlokaler på Ammunitionsvej 4. Undervisningen vil blive varetaget af Kirsti Kærn som er uddannet skuespiller og som har mange års erfaring fra teaterbranchen i Danmark. Læs  mere om Kirsti her

Kurset henvender sig specifikt til unge mellem 17-25 år, og holdet vil have et begrænset antal pladser. Det er ikke nødvendigvis vigtigt at du har en masse erfaring med selv at spille teater, men du skal have en god fornemmelse for hvad teater er, og du skal være klar til at bruge dig selv på gulvet sammen med andre som deler din interesse for scenekunst.

Workshoppens indhold
På denne fordybelsesdag vil vi skabe et rum for at udfolde og lege med kroppen og talens brug på scenen. Hvorfor gør og siger karakteren som den gør? Hvad driver karakterens mod til at handle? Og hvad vil den egentlig og med hvem? For at motivere karakteren må vi undersøge og udfolde karakterens ”mindset” og med dette mindset fornemme karakterens ønsker og behov.

Dagens workshop vil det derfor kræve, at du har mod på at sætte dig selv på spil og sammen med de andre åbne op for fantasien og legen. Målet er at træde lide ud af sig selv, vanerne og eget selvbillede og i stedet gøre plads til ”en mulig anden”. Vi leger frit med det som sker i gruppen, men tager på dagen afsæt i Uta Hagens skuespiller-træning som metode.

Pris
Deltagerbetalingen er kr. 120, som betales ved tilmelding.

Tilmelding
Hvis denne workshop er noget for dig, så Tilmeld dig her

I tilmeldingen bliver du bedt om at skrive et par linjer om din motivation for at være med, samt betale undervisningsgebyret på 120 kr.
Udgangspunktet er først-til-mølle da der er begrænsede pladser på holdet, men der vil blive taget højde for deltagernes baggrund og motivation. Dette gør vi for at sikre et ensartet niveau for deltagerne.

Fristen for tilmelding er søndag d. 15. februar kl. 20:00.