Skip to the content

Sang

Som sanger er din krop dit instrument. Og derfor lærer du i sangundervisningen en masse om din krop - hvordan du bruger dine muskler, din vejrtrækning og din holdning til at få det bedste frem i stemmen. Vi arbejder med fysiske øvelser som stræk, afspænding, grounding og støtte, som alt sammen er vigtigt for at synge sundt og give stemmen de bedste betingelser. Din stemme er også et meget personligt instrument, og ikke to stemmer lyder ens. Og så kan den menneskelige stemme kan frembringe uendelig mange forskellige klange og lyde.

Du lærer at synge forskellige genrer, og du vælger sammen med din lærer de sange, du bedst kan lide. Vi arbejder med at udvikle og styrke kontrollen med stemmen, og du vil langsomt komme til at kunne synge flere toner. Vi arbejder med at få mere fleksibilitet i stemmen og åbne klangen, vi øver rytmisk fornemmelse og genrekendskab. Med tiden kommer du også til at arbejde med frasering, improvisation, mikrofonteknik og med at finde dit eget musikalske udtryk. Hvis du vil høre et eksempel på en legende og eksperimenterende tilgang til sang, kan gå på Youtube og søge på Bobby McFerrin & Maria Joao - Improvisation 3 - Jazz Festival Burghausen 2002.

10-turskort
Hvis du allerede synger, men har brug for lidt vejledning i brugen af din stemme, kan du tilmelde dig 10 lektioner i grundlæggende sang- og stemmeteknik. Hvis du bruger stemmen i andre sammenhænge, som for eksempel til foredrag eller undervisning, kan du også få hjælp til en større gennemslagskraft i din stemme. 10-turskortet giver dig ikke den grundlæggende viden, som du får med et længerevarende undervisningsforløb. Derfor anbefaler vi ikke 10-turskortet til begyndere.

Det meste af vores sangundervisning foregår på Grønnegade i Viborg, men vores sanglærer er også på Egeskovskolen i Bjerringbro en eftermiddag om ugen.


Hvem kan gå til sang?
Vi anbefaler, at du er mindst 13 år, før du starter til solosang. Er du yngre, kan du starte i enten Must Sing eller Spirekoret. Kulturskolen har desuden to voksenkor, ViMuKo og Viborg Kammerkor, som vi klart kan anbefale, at du begynder i. Derudover er der en del andre kirkekor og rytmiske kor i Viborg Kommune, som vi gerne hjælper dig med at finde. 

Hvem kan man synge sammmen med?
Vores undervisere i sang gør meget ud af at skabe et godt og trygt miljø, hvor man gradvist lærer at optræde og synge for andre. Derfor er der fællestimer, sangcaféer og workshops i løbet af en sæson, og så kan du selvfølgelig komme med i Storband, Dream Team, Rocktusserne, Jazztusserne eller Heatbeat’n Soul.

Tilmeld