Skip to the content

Handlingen - kort fortalt

AKT 1

Mark, en ung filmskaber og forestillingens fortæller, tilbringer sin juleaften i den industrielle loftlejlighed i Lower East Side i New York, han deler med sin roommate Roger, en ung musiker. De modtager flere telefonopkald (”Tune Up”/”Voice Mail #1”). Den første er fra Marks mor, der trøster ham over at hans kæreste Maureen, en perfomancekunstner, har forladt ham til fordel for Joanne, en ung dimmitend fra Harvard Law School. Den anden voicemail er fra Roger og Marks ven, Tom Collins, der undervejs i opkaldet bliver overfaldet af en gruppe røvere. Den sidste er fra deres udlejer, Benny, der vil indkræve den gæld, de skylder. Bygningens strøm går, og Mark og Roger flipper ud. (”Rent”)

I mellemtiden ligger Collins udenfor og forsøger at komme sig efter overfaldet. Han bliver trøstet af Angel, en ung gademusikant, der tilbyder ham en hjælpende hånd. (”You Okay Honey?”) Da både Angel og Collins er HIV+, tager de sammen i byen og til et ”Life Support”-møde.

Efter et kald på hjælp, tager Mark ud til den grund hvor Maureen skal optræde som protest mod Bennys udsmidning af lokale hjemløse fra en nærliggende grund. Mark opfordrer Roger til at tage med, men Roger siger nej. Som Mark rapporterer, har Roger ikke forladt lejligheden i seks måneder, da han stadig sejler efter tabet af sin kæreste April, der skar håndleddene over på sig selv efter at have fundet ud af at hun havde AIDS. Roger prøver at skrive en sang, men den eneste melodi han kan komme på er ”Musetta’s Vals” fra Puccinis opera ”La Boheme” (”One Song Glory”)

Mimi, en ung stripper, der bor under Mark og Roger, banker på døren og spørger Roger, om ikke han vil tænde hendes stearinlys (”Light my Candle”). De er tydeligvis tiltrukket af hinanden, men Roger trækker sig væk og får Mimi til at gå. Mimi banker på igen, da hun har mistet sin pose med kokain. Roger hjælper hende med at lede, og Mimi finder den til sidst – i Rogers baglomme.

Mens Joanne kæmper med lydudstyret til Maureens optræden, modtager hun en voicemail fra sine forældre, der beder hende om at komme til en høring, der skal sikre moderen en plads i senatet. (”Voicemail #2”).

Collins dukker op i loftlejligheden med en pose fyldt med lækkerier – dette inkluderer Angel, nu transformeret til Angel Dumott Shunard, pyntet med paryk, glitter og plateau-stilletter. Han forklarer hvordan han tjente 1000$: En velhavende kvinde betalte ham for at spille trommer indtil hendes nabos bjæffende Akita gøede sig ihjel. (”Today 4 U”)

Benny kommer forbi med et forslag (”You’ll See”): Hvis Mark og Roger stopper Maureens protest, slipper de for at betale huslejen de skylder. Han lokker dem med sine planer om Cyber Arts, et top-moderne multimediastudie, hvor de ville kunne realisere deres drømme. Benny går, da dette ikke virker. Mark, Collins og Angel forsøger at overtale Roger til at komme med til ”Life Support”-mødet, men han afviser dem.

Mark tager afsted til grunden hvor Maureens protest skal finde sted. Her møder han Joanne der stadig kæmper med lydudstyret samt de mange krav, som Maureen stiller til hende. Mark tilbyder at hjælpe hende. På trods af at de havde frygtet at skulle mødes, viser det sig at de har meget til fælles (Tango: Maureen). Efter at Mark har fikset Joannes teknikproblem, tager han til ”Life Support”- mødet for at mødes med Angel og Collins.

I sin lejlighed er Mimi ved at klæde sig på til en aften i byen, mens hun forsøger at overtale en imaginær Roger til at tage med hende. (”Out Tonight”) Til sidst braser hun ind i hans lejlighed for at trække den rigtige Roger med ud, men efter et lidenskabeligt kys afviser han hende indædt. De skændes og hendes ord blandes med bekræftelsen fra ”Life-Support”-gruppen, der lægger vægt på at leve livet mens det er der. (”Another Day”). En ung mand fra gruppen overvejer om han vil miste sin værdighed og gruppen bekræfter sammen deres frygt. (”Will I”) Roger tænker det samme, og beslutter sig for at gå udenfor lejligheden for første gang i lang tid.

Efter mødet tager Mark, Angel og Collins rundt i gaderne og redder en hjemløs kvinde fra tilråb og chikane fra lokale politimænd. (On the Street), men de bliver hurtigt affejet af den hjemløse, der ikke vil have deres medlidenhed. Nedtrykte over livet i New York, fantaserer gruppen om at åbne en restaurant i Santa Fe. (”Santa Fe”). Da Collins og Angel får et øjeblik alene, udtrykker de deres kærlighed for hinanden (”I’ll Cover You.”) Joanne har i mellemtiden hænderne fulde med arbejde, forældre og den evigt krævende Maureen – alt sammen over telefonen. (”We’re Okay”)

Scenen skifter til St. Marks plads, hvor sælgere krejler deres varer til de lokale bohemer i East Village (”Christmas Bells”). Angel køber en ny frakke til Collins, da hans blev revet itu og stjålet, da han blev overfaldet tidligere på aftenen. Mark opdager Roger, der leder efter Mimi, som forsøger at finde sin pusher. Roger undskylder til hende for sin afvisning tidligere og spørger om hun vil med ud og spise med de andre. Ligesom det begynder at sne, går Maureen omsider på scenen for at optræde med sin protest. (”Over the Moon”)

Efter en succesfuld protest, tager hele gruppen til ”The Life Café”, inklusiv Benny, der annoncerer at ”Bohemen er død”. Dette følges af en impulsiv falsk mindehøjtidelighed, hvor gruppen mindes det kunstneriske liv. (”La Vie Boheme”) Under sangen konfronterer Benny Mimi og truer med at afsløre deres tidligere forhold til Roger. Hun afviser ham og han forlader gruppen. Alarmer begynder at bippe for at minde dem i gruppen, der er smittet med HIV, om at tage deres AZT. Roger og Mimi opdager at de begge er HIV+. Frygtsomme men spændte lover de hinanden at være sammen. (”I Should Tell You”)

Joanne er blevet sendt frem og tilbage mellem caféen og grunden for at tjekke Maureens udstyr – endelig får hun nok og annoncerer at deres forhold er slut og at der er oprør på grunden: Benny har sat en hængelås på døren og ringet til politiet, men de hjemløse rykker sig ikke – i stedet sidder de udenfor og muh’er. Kunstnerne fejrer kunsten, oprøret fortsætter og Mimi og Roger deler et lille, ømt kys.

 

AKT 2

Anden akt begynder med gruppen der spørger hvordan man kan måle et års værdi. (”Seasons of Love”) Det er nu er uge senere, nytårsaften, og Mark, Roger, Mimi, Maureen, Joanne, Angel og Collins holder en fest, mens de bryder ind i deres bygning igen. (”Happy New Year”) Da de kommer indenfor, lytter Mark til endnu en voicemail fra sin mor samt én fra Alexi Darling, en sensationsorienteret TV-producer, der er helt vild med hans filmoptagelser fra protesten. (”Voice Mail #3”). Benny crasher festen for at provokere Roger og skubbe ham og Mimi fra hinanden. Nedtrykt forlader Mimi festen og går fra de kolde gader ind i sin pushers velkommende arme.

Mark spoler frem til valentinsdag. Roger og Mimi er stadig sammen. Ingen ved, hvor Angel og Collins er. Maureen og Joanne forsøger at øve endnu et show, men uden særlig meget succes. (”Take Me or Leave Me”)

Endnu en gang synges Seasons of Love, og tiden spoles frem til foråret. Roger og Mimi skændes og Roger forlader hende. Alene tilbage sidder Mimi og overvejer, hvordan livet ville være uden ham. (”Without You”). Samtidig passer Collins Angel, hvis helbred bliver værre og værre; Maureen og Joanne finder sammen igen; det samme gør Mimi og Roger.

Alexi Darling forsøger, som sommeren er ved at ende, stadig at overtale Mark til at arbejde på hendes TV-show. (”Voice Mail #4”) Trætte af udfordringerne ved kærlighed, går Roger og Mimi fra hinanden, det samme gør Maureen og Joanne. Angels helbred bukker under for AIDS og han dør. (”Contact”) Ved en mindehøjtidelighed husker vennerne hans ånd og Collins husker hans kærlighed. (”I’ll Cover You: Reprise”).

Efter mindehøjtideligheden ringer Mark til Alexi for at takke ja til jobbet. Han tænker over hvor meget der er sket siden sidste år, mens han mindes glæderne siden sidste juleaften. (Halloween) På vej væk fra kirken, spørger Mimi Roger om det er rigtigt, at han har solgt sin guitar og planlægger at flytte væk. Roger svarer ja og spørger, om det er rigtigt at hun er sammen med Benny, og et skænderi bryder ud, da Maureen og Joanne blander sig. Collins afbryder dem med den sørgelige virkelighed at deres lille familie er ved at gå itu. Joanne og Maureen genforenes, og Benny og Mimi går.

Mark forsøger at overtale Roger til at blive i New York og erkende sin smerte og erkende at Mimi er meget syg.  Roger anklager Mark for altid at skjule sine følelser og gemme sig bag sit kamera. Mimi, der har overhørt deres skænderi, kommer tilbage for at byde Roger et sørgmodigt farvel. (”Goodbye, Love”). Roger rejser bort. Mimi henvender sig til Mark for at få hjælp. Benny tilbyder hende en hjælpende hånd og tilbyder Collins en anden, så han kan få betalt Angels begravelse. Mimi afviser Bennys hjælp og flygter. Collins takker ja, og Benny og han tager ud og får en drink. Mark frygter at være efterladt alene, hvis alle hans venner skal dø ligesom Angel.

Mark overvejer hvad der er sket det sidste år – det samme gør Roger på vej til Santa Fe. Roger opdager langsomt sin egen sang og Mark takker nej til TV-jobbet til fordel for at skrive sin egen film. (”What You Own”)

Rogers mor, Marks mor, Mimis mor, og Joannes far undrer sig alle over hvor i verden deres børn er. (”Voicemail #5”) Tilbage i loftslejligheden fortæller Mark publikum, at det er jul igen og at han så småt har en grov skitse til sin film, som han har tænkt sig at vise til sine venner. Roger er vendt tilbage og har endelig fået skrevet sin sang, men han kan ikke finde Mimi. Collins dukker op med penge han har fået fra en hæveautomat, som han har hacket og omprogrammeret til at give penge til enhver, der har den specielle kode: A-N-G-E-L.

Pludselig dukker Maureen og Joanne op med Mimi i armene. De fandt hende kollapset og døden nær i parken. Roger tigger hende om ikke at dø og synger den sang, han har brugt året på at skrive til hende. (”Your Eyes”). Mimi dør, mens Roger jamrer og kalder på hende.

Pludselig slår Mimi øjnene op og begynder feberramt at snakke i vildrede. Hun fortæller at hun så Angel for enden af en lang tunnel, og at han sagde at hun skulle vende om og lytte til Rogers sang. Mark viser sin film, og gruppen fejrer deres venskab og at livet er nu og her.